Karla blev begravet i sin natkjole fra Titanic til tonerne af ’Nærmere Gud til dig’

Karla Kristine Nielsine Andersen-Jensen (se interviewet på modsatte side) blev født den 13. februar 1893 i Odense.
Hun var tjenestepige i Eskildstrup, hvor hendes far, Christian Jensen var slagtermester. Men Karla fik forældrenes tilladelse til at rejse til Amerika og bosætte sig i Portland Oregon. Forældrene betalte rejsen. Karla rejste sammen med sin forlovede Hans Peder Jensen, hendes bror Svend Lauritz og farbror Niels Peder Jensen. De rejste fra Esbjerg og London til Southampton.
Karla delte kahyt med to engelske og en svensk pige.
Ifølge et oldebarn, Gitte Olsen, der holder foredrag om sin berømte oldemor (nylindegaard.dk) påstod Karla, at Titanic delte sig i to, før det sank. I mange år blev det afvist af skibskyndige, men efter at skibet blev udforsket på havets bund, viste det sig, at hun havde ret.
Karla og de andre overlevende blev samlet op af skibet Carpathia, hvor de fik tæpper, mad og noget varmt at drikke, men timerne ombord var frygtelige, nogle kvinder sad bare og stirrede tomt ud i luften, andre vandrede hvileløst rundt og råbte deres mands navn, nogle lå bare og græd.
I New York blev Karla indkvarteret på et hospital, hvor hun sendte besked hjem om at hun var i live, men at de tre andre var druknede. Hendes far sendte et telegram tilbage: ”Kom straks hjem”.
White Star Line gav hende en billet til 2. klasse på Adriatic til Liverpool. Hun kom hjem til Fyn den 13. maj og rejste aldrig siden ud af Danmark, men giftede sig i november året efter med Frederik Ferdinand Pedersen, som var husmand på Oremark. De fik tre børn.
Manden døde senere tragisk ved at falde ned fra høloftet. hvorved han brækkede nakken.
Nogen år efter Frederiks død, flyttede Karla på plejehjem i Ferritslev. Hun sov ifølge oldebarnet aldrig natten mellem den 14.-15. april, og havde natkjolen fra forliset liggende fremme.
Hun døde selv fredeligt fredag den 14. marts 1980 og blev efter eget ønske begravet i den natkjole, hun havde på den frygtelige nat i 1912.
Ved hendes begravelse var den sidste salme: Nærmere Gud til dig.
Henri.

Læs mere